mandag den 3. september 2012

Den nye Bhagavad-gita: hvad er der sket?

Der er en ny dansk Bhagavad-gita på vej, hvilket forhåbentligt bliver til glæde for alle hengivne. Jahnu Prabhu og jeg har arbejdet på den i nogle år og håber at have den klar til udgivelse inden for nogle måneder.
Den første og hidtil eneste danske udgave af Srila Prabhupadas Bhagavad-gita som den er udkom i 1983 og har længe trængt til en revidering. Oversætterne under anførsel Lila-sakti Devi Dasi lavede dengang et flot stykke arbejde, og mange har haft glæde af bogen i de snart 30 år, der er gået siden da. Bogen havde dog også sine mangler, hvilket er forståeligt, da de hengivne dengang var helt nye til Krishna-bevidsthed og var ikke fortrolig med hele filosofien.
Ydermere var bogen oversat fra en tidligere engelsk udgave, der led af samme mangel. Også her var de første redaktører meget uerfarne. Imidlertid udkom der samme år, dvs. 1983, en helt nyredigeret engelsk Bhagavad-gita, hvor mange fejl fra den tidligere udgave var rettet, og stilen og formuleringerne var tættere på Srila Prabhupada, end tilfældet var i den første udgave fra 1972. Derfor har vi også længe ønsket en dansk oversættelse af den nyredigerede engelske udgave.

Selv om den nye udgave har været standard i ISKCON siden 1983, er ikke alle hengivne helt på det rene med, hvori forskellen på de to består. I visse kredse, mest på Internettet, har denne usikkerhed tilmed accelereret som H.C. Andersens eventyr om Fjeren, der blev til frem høns og er blevet til hele konspirationshistorier om, hvordan ISKCON er fuldstændigt afveget og har ændret Prabhupadas bøger til ukendelighed. Efter at arbejdet med den nye oversættelse af Bhagavad-gita i over tre år kan jeg berolige alle med, at det ikke er tilfældet.
Det, der skete med 1983-udgaven, var, at redaktørerne, i særdeleshed Jayadvaita Swami, gennemgik 1972-udgaven for redigeringsfejl ved at sammenholde den med Srila Prabhupadas originale manuskripter. Originalmanuskripterne, som blev konsulteret, var af forskellige slags. Introduktionen til Bhagavad-gita indtalte Prabhupada på bånd i New York i 1966, og den optagelse er bevaret. For de første seks kapitler brugte Prabhupada en skrivemaskine, og det originale skrevne manuskript findes fortsat. Fra vers 7.10 gik Prabhupada over til at bruge en diktafon. Desværre blev lydoptagelserne ikke gemt, men vi har de originale afskrifter, som hengivne nedskrev fra Srila Prabhupadas talte manuskript. Men fra 13. kapitel og fremefter er de oprindelige nedskrivninger også blevet væk, så her er det mest originale et manuskript fra et senere redigeringsstadie. I alle tilfælde refereres der med udtrykket "det originale manuskript" til de ældste og mest pålidelige manuskripter, som er blevet arkiveret.
Resultatet af nyredigeringen blev en Bhagavad-gita med måske 5000 ændringer. Nogle synes, at det lyder af meget, men for en bog på næsten 1000 sider er det egentligt ikke slemt. 1972-udgaven var ingen dårlig bog. Ved sammenligning vil man da også se, at de to udgaver er 90 eller 95% identiske. Ydermere er de fleste rettelser småting som korrigering af tegnsætning og grammatik. Men der er også mere markante ændringer såsom indføjelse af glemte ord, sætninger og tilmed hele afsnit, filosofiske redigeringer og tilbageføring af sproget til Prabhupadas oprindelige formuleringer. 1983-udgaven medtager også mange sanskritreferencer, som manglede i 1972-udgaven, specielt i de kapitler, hvor Prabhupada brugte diktafon.
Lad os se på nogle af ændringerne (bemærk, at i det følgende refererer et versnummer til selve verset såvel som til kommentaren).

Småfejl
1983-udgaven retter en del simple stavefejl. F.eks. omtaler 1972-udgaven en indisk provins som 'Behar', mens den rigtige stavemåde er 'Bihar'. I 16.1-3 angiver 1972-udgaven, at verset omtaler 16 transcendentale kvaliteter, mens det rigtige tal er 26 (en simpel slåfejl). Da de fleste af disse småfejl ingen betydning har for den danske oversættelse, er der ingen grund til at gå videre med dem.

Manglende referencer
I den gamle udgave mangler talrige af Srila Prabhupadas sanskritreferencer. Alene i Introduktionen har den nye udgave syv sanskritvers, som ikke var i den gamle. I et ottende tilfælde citerer den gamle udgave et vers, som Srila Prabhupada slet ikke sagde (nehabikrama-naso 'sti, Bg. 2.40). Den nye udgave har det rigtige vers. Til slut i Introduktionen har den nye udgave også medtaget den berømte Gita-mahatmya, syv sanskritvers med oversættelse, som Prabhupada faktisk indtalte, men ikke var at finde i den gamle udgave.
I resten af bogen medtager den nye udgave på samme måde snesevis af sanskrit-citater, som findes i originalmanuskriptet, men manglede i den gamle udgave.
Srila Prabhupada havde en vane med at citere et enkelt sanskritord og derefter forklare det. I den gamle udgave gengav redaktørerne kommentaren, men uden sanskritordet. Den nye udgave har sanskritordet med. Eksempler er avasam i 9.8 og udasina-vat i 9.9. I slutningen af 13.12 kan vi nu i den nye udgave læse: "Begyndelsen på viden er derfor amanitva, ydmyghed." I den gamle udgave manglede amanitva.

Sanskritfejl
Nogle gange svarer den citerede sanskrit i den gamle udgave ikke til den efterfølgende oversættelse, fordi sanskritredaktørerne gav det forkerte vers. I 7.18 har den gamle udgave således den oversættelse, som Prabhupada havde dikteret. Men det er det forkerte sanskritvers. I 7.25 omtaler den gamle udgave et vers som et citat fra Dronning Kuntis bønner. Men citatet er fra Sri Isopanisad.
I 9.29 giver den gamle udgave sanskritlinien asti na priyah ye bhajanti sammen med oversættelsen "I den grad de overgiver sig til Mig, tager Jeg Mig af dem." Oversættelsen er godt nok fra Prabhupada, men sanskritten er forkert. Det rigtige er ye yatha mam prapadyante fra Bg. 4.11.
Ifølge 13.15 i den gamle udgave er strofen sarvatah pani-padam fra Svetasvatara Upanisad. I den nye udgave refereres det korrekt som et citat fra det forrige vers i Bhagavad-gita (13.14), hvilket giver en helt anden dimension til Prabhupadas kommentar.

Radbrækkede betydninger
Nogle gange misforstod de første redaktører betydningen af et sanskritvers. I 5.2 oversætter den gamle udgave Rupa Goswamis berømte vers om falsk forsagelse på denne måde:
"Forsagelse af personer, som er ivrige efter at opnå befrielse, af ting, som er relateret til Guddommens Højeste Personlighed, selv om de er materielle, kaldes ufuldstændig forsagelse."
Ifølge den nye udgave:
"Når personer, som er ivrige efter at opnå befrielse, forsager ting, som er relateret til Guddommens Højeste Personlighed, fordi de anser dem for materielle, kaldes deres forsagelse ufuldstændig."
Ud over en mere mundret oversættelse har den nye udgave også den rigtige filosofiske forståelse, som Srila Prabhupada gav i originalmanuskriptet, at det ikke er tingene i sig selv, der er materielle, for de er relateret til Krishna. Det er kun de falske forsagere, der anser dem for materielle.

Sludder og vrøvl
Den gamle udgave har også ting, der slet og ret er noget sludder. Et eksempel er den sidste sætning i 2.1, hvor der i den gamle udgave står på engelsk: "This realization is made possible by working with the fruitive being situated in the fixed conception of the self." En sætning, som giver absolut ingen mening. I den nye udgave står det rigtige ifølge originalmanuskriptet: "This realization is possible when one works without attachment to fruitive results and is situated in the fixed conception of the real self."
I 2.43 omtaler den gamle udgave "de fire månedlige askeser". Det rigtige er "firemåneds-askesen". Det er altså ikke fire askeser, man praktiserer hver måned, men en samlet askese, man overholder i en periode på fire måneder (Caturmasya).
I 3.35 finder vi i den gamle udgave: "Foreskrevne pligter komplimenterer ens psykofysiske tilstand under fortryllelsen af den materielle naturs kvaliteter." Dette er ændret i den nye udgave til det korrekte: "Materielt set er foreskrevne pligter de pligter, der er pålagt én i overensstemmelse med ens psykiske og fysiske tilstand under fortryllelsen af den materielle naturs kvaliteter." Ifølge originalmanuskriptet er det, hvad Srila Prabhupada sagde.
I 7.15 taler den gamle udgaves kommentar om "svinet, som spiser jord" ["the swine who eat the soil"]. Men Prabhupada sagde ikke 'soil', men 'night soil', som er et gammeldags, høfligt udtryk for afføring.
To linier senere i samme kommentar kan vi læse i den gamle udgave:
"…på samme måde vil den tåbelige arbejder utrætteligt fortsætte med at lytte til de sansetilfredsstillende efterretninger om den verdslige kraft, som bevæger den materielle verden."
I den nye udgave er den manglende betydning kommet med:
"På samme måde fortsætter den tåbelige arbejder utrætteligt med at lytte til sansebehagende nyheder fra den flygtige verdslige sfære, men har så godt som ingen tid til at høre om den evige livskraft, der bevæger den materielle verden."
I 10.27 kan man i den gamle udgave læse, hvordan halvguderne og dæmonerne tog ud på en sørejse ("sea journey"). Den nye udgave har korrekt ændret dette til, at halvguderne og dæmonerne engang kærnede havet ("churned the sea"). Man kan selvfølgelig ikke bebrejde de nye hengivne i 1966, at ingen af dem kendte til historien om kærningen af Mælkehavet.
I 10.29 taler den gamle udgave om "træernes planet". Her har skribenten hørt forkert. Prabhupada talte om forfædrenes planet, "planet of the pitris". Skribenten hørte "pi-tris" som "trees".
Ifølge den gamle udgave i 10.35:
"Det er allerede blevet forklaret af Herren, at blandt alle Vedaerne er Sama-veda rig med smukke sange, der spilles af forskellige halvguder."
Den nye udgave fortæller, hvad det egentlig er, der allerede er blevet forklaret:
"Det er allerede blevet forklaret af Herren, at blandt alle Vedaerne er Han Sama Veda. Sama Veda er rig på smukke sange, der spilles af forskellige halvguder."
I 13.2 står der i den gamle udgave:
"Nogle gange forstår vi, at jeg er lykkelig, jeg er gal, jeg er en kvinde, jeg er en hund, jeg er en kat: disse er kenderne."
Den nye retter op på dette:
"Nogle gange tænker vi: "Jeg er lykkelig," "Jeg er en mand", "Jeg er en kvinde", "Jeg er en hund", "Jeg er en kat". Disse er kenderens kropslige betegnelser."
Sammenlign disse to passager fra 15.2 i den gamle og den nye udgave og se, hvad der giver mest mening:
"Kilden til sanserne - ørerne, næsen, øjnene osv. - anses for at være de øvre kviste, som er afstemt til nydelse af forskellige sanseobjekter. Bladene er lyd, form, berøring - sanseobjekterne. De understøttende rødder er biprodukter af forskellige slags lidelse og sansenydelse. På den måde udvikler vi tilknytning og aversion. Tilbøjelighederne til fromhed og ufromhed anses for at være de sekundære rødder, der spreder sig i alle retninger."
Den samme passage i 1983-udgaven:
"Spidserne af grenene er sanserne - ørerne, næsen, øjnene osv. - som er knyttet til nydelse af forskellige sanseobjekter. Kvistene er lyd, form, berøring osv. - sanseobjekterne. De understøttende rødder er tilknytninger og aversioner, som er biprodukter af forskellige slags nydelse og sansetilfredsstillelse. Tilbøjelighederne til fromhed og ufromhed anses for at udvikle sig fra disse sekundære rødder, der spreder sig i alle retninger."
I 18.31 og 18.32 finder vi, at i den gamle udgave står kommentaren, som Prabhupada gav til 18.32, under 18.31 med en ændring af ordet "uvidenhed" til "lidenskab". Den nye udgave har kommentaren på det rigtige sted med den rigtige formulering.

Lidt for hjælpsom
Det er redaktørens opgave at hjælpe læseren, men somme tider var de første redaktører lidt for hjælpsomme. Et eksempel er 5.28, hvor der i kommentarens andet afsnit står "pratyahara (åndedræts-) processen". Den indskudte parentes er ikke Prabhupadas, men redaktøren, der ville lette forståelsen. Fint. Men pratyahara henviser ikke til åndedrætsprocessen, men til tilbagetrækning af sanserne.
I 15.2 forklares "Gandharvaerne" i en parentes som "(alfer)". Igen har redaktøren villet lette forståelsen, men det kommer ikke fra Prabhupada, at Gandharvaer er alfer.

Overstregede kommentarer
Da redaktørerne i 1960'erne kom til passager, der var for vanskelige for dem, overstregede de dem somme tider og fortsatte ufortrødent. Nogle gange var det et par ord, andre gange en sætning eller flere sætninger, og i nogle tilfælde forsvandt hele afsnit på den måde. Når de trimmede et afsnit, røg der også engang imellem et ord eller to ud. Nogle gange ser de ligefrem ud til at have ment, at her var Srila Prabhupada for hård. Nogle eksempler:
I 8.11 mangler den gamle udgave de to første sætninger i kommentaren.
Når Srila Prabhupada sagde Hare Krishna-mantraet, ville den hengivne, der nedskrev lydoptagelsen, ofte blot skrive "HK osv.". Resultatet var flere gange, at Hare Krishna-mantraet ikke kom med. Den nye udgave har derfor genindsat mahamantraet i bl.a. 8.6, 8.13, 8.14 og 8.19.
I slutningen af kommentaren til 8.28 medtager den nye udgave en del tekst, som var faldet ud i den gamle og lader Prabhupada forklare, hvordan Krishna-bevidsthed vokser fra sraddha til prema.
I 9.26 mangler den første udgave hele det første afsnit.
Ifølge 11.52 i den gamle udgave:
"En tåbelig person kan nedgøre Ham, men det er en almindelig person. Krishna ønskes i virkeligheden at blive set i Sin to-armede form af halvguder som Brahma og Siva."
Ifølge den nye udgave:
"En tåbelig person kan nedgøre Ham og tro, at Han er en almindelig person, og måske vise sin respekt ikke til Ham, men til det upersonlige "noget" inde i Ham, men disse er alle forvrøvlede ideer. Krishna ønskes i virkeligheden at blive set i Sin to-armede form af halvguder som Brahma og Siva."
I kommentaren til 13.5 manglede følgende passage i den gamle udgave:
"Der er mange store vismænd, der har forklaret dette, og Parasara anses for at være den fremmeste blandt dem.
Ordet chandobhih refererer til de forskellige vediske bøger. Taittiriya Upanisad, der er en gren af Yajur Veda, beskriver for eksempel det levende væsen og Guddommens Højeste Personlighed."
Pludselig hænger det hele meget mere sammen!
I 13.19 mangler der hele to afsnit, som er med i den nye udgave.
16.7 har et morsomt eksempel. Det originale manuskript fortæller udtrykkeligt: "Man bør altid være omhyggelig med at holde sin krop ren ved at tage bad, børste tænder, barbere sig, skifte tøj osv." Men i 1960'erne var langt skæg på mode, så 'barbere sig' blev barberet væk i den første udgave.

Besøg www.bbtedit.com
Dette er et lille udpluk af de korrektioner, som adskiller den nye udgave fra den gamle udgave. Selv om 1972-udgaven så afgjort var en vidunderlig transcendental bog, hvor Prabhupada og Krishna begge skinnede igennem som Solen fra den klare himmel, skete der en væsentlig opstramning og forbedring med 1983-udgaven, som nok især de mere rutinerede læsere af Bhagavad-gita vil værdsætte. Hvis man vil se flere eksempler på forskellene på de to udgaver og begrundelserne for ændringerne inklusive referencer til Prabhupadas originalmanuskript, har BBT en særlig hjemmeside, der forklarer og diskuterer redigeringerne af Prabhupadas bøger. Hjemmesiden, www.bbtedit.com, er et besøg værd og kan anbefales.
Og med hensyn til den nye danske udgave kan vi kun håbe på og bede om alles velsignelse til, at det lykkes os at nå frem til en oversættelse, der er Bhagavad-gita og Prabhupada værdig.